Præsten/kirken udfører både kirkelige handlinger og almindelige samfundsopgaver som for eksempel den primære personregistrering (registrering af fødsler, dødsfald m.m.). Herunder finder du en række praktiske anvisninger om, hvordan du forholder dig i de situationer, der her er tale om.
Præsten/kirken udfører både kirkelige handlinger og almindelige samfundsopgaver som for eksempel den primære personregistrering (registrering af fødsler, dødsfald m.m.). Herunder finder du en række praktiske anvisninger om, hvordan du forholder dig i de situationer, der her er tale om.
ATTESTER Hvis du mangler din dåbsattest eller vielsesattest, behøver du ikke mere at henvende dig dér, hvor du i sin tid blev døbt eller viet. Henvend dig til præsten/præstesekretæren her på stedet, som kan udskrive attester for alle kirkelige handlinger i hele landet. Er du født senere end 1968, vil attesten som hovedregel kunne udskrives med det samme, da den elektroniske kirkebog er opdateret for alle personer, som er født efter 1. januar 1969. Er du ældre, kan der gå et par dage, da vi så først skal sørge for, at dine oplysninger bliver opdateret. Men er det så først sket én gang, vil du for eftertiden altid kunne få en attest uden ventetid.
NAVNEÆNDRING Langt de fleste navneændringer kan ordnes hos præsten / præstesekretæren. Ring og forklar, hvad dit ønske går ud på. Efter nærmere aftale udfylder du derefter en formular til formålet(se: www.personregitsrering.dk – navneændring). Blanketten kan også udfyldes på internettet m. digital signatur og sendes elektronisk. Bemærk, at der er gebyr til staten på de fleste navneændringer. Fødselsanmeldelse Et barns fødsel skal anmeldes. Sædvanligvis foretager jordemoderen anmeldelsen, men er fødslen sket uden jordemoder, skal forældrene anmelde fødslen. Du kan anmelde dit barns fødsel via blanketten "Fødselsanmeldelse" senest 14 dage efter fødslen. Er I ikke gift, kan en ”omsorgs- og ansvarserklæring” udfyldes og afleveres sammen med fødselsanmeldelsen, således at faderskabet straks kan fastslåes. Erklæringen skal være underskrevet af to vidner, medmindre begge forældre kommer på kontoret og udfylder den der. Dette kan I også gøre med Digital signatur inden 10 dage efter barnets fødsel. Blanketter findes på siden: www.personregistrering.dk
TILMELDING TIL DÅB Efter navneloven skal et barn have navn (døbes eller navngives)senest seks måneder efter fødslen. Datoen for dåben kan aftales med præsten/præstesekretæren pr. telefon. Samtidig aftales sædvanligvis, hvornår præsten kan komme på besøg (eller forældrene evt. kan komme i præstegården/Sognehuset) for at aftale nærmere om barnets navn, dåbshandlingens forløb, faddere (navn og adresse) og eventuelle andre spørgsmål. Liste over godkendte fornavne findes på Familiestyrelsens hjemmeside.
VIELSE Tid og dato for vielsen aftales ved en opringning til præsten / præstesekretæren - gerne i god tid. Tre - fire måneder før vielsen skaffer parret på rådhuset i deres bopælskommune en prøvelsesattest (dvs. en attest for, at parterne må indgå ægteskab; bemærk, at attesten kun er gyldig i fire måneder). Pr. telefon aftaler parret herefter med præsten tid til en samtale om vielsens forløb, hvilke salmer der skal synges, vidner og evt. andre spørgsmål. Bemærk, at man sagtens kan blive gift i kirken også i de tilfælde, hvor man ikke ønsker et pragtbryllup. Er man blevet gift på rådhuset, kan man efterfølgende få sit ægteskab velsignet i kirken med et ritual, der ikke er meget anderledes end vielseritualet.
DØDSFALD Ved dødsfald er det ofte praktisk at henvende sig til både præst og bedemand snarest. Almindeligvis hjælper bedemanden med udfyldelse af dødsanmeldelsen, som samtidig indeholder de efterladtes anmodning om hvor, hvornår og hvordan begravelsen skal finde sted, men præsten hjælper også gerne i påkommende tilfælde med at udfylde anmeldelsen. Begravelsen skal efter begravelsesloven foregå efter afdødes - ikke de efterladtes - ønsker. Udover sin egen sognekirke har man også ret til at blive begravet ved en kirke, man har en særlig tilknytning til. SALMEBOGEN PÅ INTERNETTET Brudeparret, der skal vælge salmer til deres bryllup, eller de pårørende ved et dødsfald, der skal vælge, hvilke salmer der skal synges ved begravelsen - i de situationer og mange andre kan man have brug for at se salmeteksterne i salmebogen og samtidig kunne høre melodierne. Den mulighed findes nu på internettet: www.dendanskesalmbogonline.dk. Her kan man også finde forslag til, hvilke salmer der passer til de forskellige anledninger - udover bryllupper og begravelser også ved dåb, konfirmation, advent, jul, påske og pinse.
|
|